Dronning Margrethe II´s Bro fik opmærksomhed både på selve broen og under den, hvor 60 roere fra 14 klubber overværede åbningen på dagen, og vejrguderne satte ind med et smukt vejr, der satte det hele i et særligt relief, og hvor det ikke er hverdagskost, at vores roere kan få hele tre broer ind på nethinden samtidigt.
Således bød dagene forinden på rigtig meget blæst - og "hvis" det nu havde været dér, det hele skulle være løbet af stabelen, så ville arrangørerne komme ud i aflysning af dét arrangement, som mange roere fra nær og fjern havde meldt sig til.
Og lørdagen forinden havde andre roere "afprøvet" turen - men måtte stoppe ved Masnedø, vende om og ro retur. De nåede aldrig ud for at besigtige den nye bro på nærmeste hold, grundet hård vind og heftig strøm.
Vejrforholdene sad lige i skabet
Men vejrguderne havde besluttet sig for, at lige præcis lørdag den 6. juni skulle være dagen, der begunstigede deltagerne på alle mulige måder. Både dem, der skulle over broen - og dem - os/roerne, der skulle under den. Således blev åbningen af Dronning Margrethe d. II´s bro en meget flot oplevelse, også selvom vi desværre ikke så skyggen af kronprins Christian, der stod foran sin første officielle opgave og vikarierede for farmor, Dronning Margrethe, der måtte trække sig og blive hjemme.
Alle kunne se, at folk samlede sig på broens midte, og enkelte af holdene rejste årer af respekt for kronprinsen. Men der skulle gå ½ time yderligere, før kortegen satte i gang inde fra festpladsen, og langsomt bevægede den sig ud mod broens midte.
Da seancen oppe på broen var overstået roede dagens deltagere retur til Vordingborg Roklub, og det var da også begyndt at blæse op, som vejrguderne havde lagt op til, men hjemturen foregik i fin ro og orden, og deltagerne samledes efterfølgende på terrassen til kaffe og kage, hvor flere udtrykte, at det havde været en god oplevelse.
Der var inviteret til grill, som 3-4 klubbers deltagere benyttede sig af, inden alle tog hver til sit efter en smuk dag.
Følgende klubber havde deltagere med til Broåbningen:
Maribo Roklub, Nykøbing Falster Roklub, Stubbekøbing Roklub, Vordingborg Roklub, Roklubben Stevns, Køge Roklub, Stege Roklub, Lyngby Roklub, Hellerup Dameroklub, Danske Studenters Roklub, Roforeningen KVIK, Københavns Roklub, Dragør Roklub & Roklubben Halv12
Arrangørteamet bestod af: Rokreds Sydhavsøerne, Københavnskredsen og Vordingborg Roklub
P.S. Dagen efter den store broåbningsdag bød vejrguderne atter på blæst og dårligt vejr - så det var fint, at det hele sad, lige hvor det skulle på Storstrømmen, den 6. juni, 2026
RSS-feed