For få år siden gjorde Sydhavsøerne ikke meget væsen af sig, når vi taler kaproning, coastalroning og andre fine ro-relevante aktiviteter.
Men det blev der lavet om på i 2025, hvor Nykøbing Falster Roklub viste vejen i et godt samarbejde med et par af de øvrige roklubber i landsdelen. Forleden fik tidligere kaproere introduceret andre til coastalroningen over fire dage - og det fandt sted på Maribo Sø. Derefter gjaldt det et ungdomstræf på Alstrup Grunden, hvor også coastalroning blev en stor del af lørdagens program.
De unge fra dengang stak ud i alle retninger - enkelte kom på seniorlandsholdet - og var med til at vinde olympiske medaljer - og ædle VM-medaljer hjem til Danmark.
Siden gik der familieforhold og almindelige hverdagsgøremål i den - og vi så ikke meget til de unge fra dengang i flere år.
Vendte tilbage til, hvor det begyndte
Men i takt med, at deres børn blev voksne - og har fået deres eget liv - så er flere af datidens unge kaproere vendt tilbage til, hvor det hele begyndte.
I roklubberne på Lolland-Falster er der således sket en opblomstring de seneste to år. Det begyndte med, at den tidligere juniorlandsholdsroer, Jesper Skytte, greb formandsposten i Nykøbing Falster Roklub og fik gode folk med sig. På kort tid begyndte roklubben at blomstre - og det med unge, der blev introduceret - faste aftener med voksenintroduktion - og en kæmpe indsats for at skabe et fint træningsmiljø i selve klubben, og få genskabt alt det sociale, som bar klubben igennem med sine mange kaproere for år tilbage. Det lykkedes - men desværre måtte Jesper slippe i marts 2026, da han ikke fik vristet sig fri af en alvorlig sygdom, som ramte ham for nogle år siden. Jesper efterlod sig en klub i vækst og flere medlemmer, som tog over - de fortsatte de fine takter og de mange bemærkelsesværdige tiltag - han på kort tid fik gennemført.
Klubben havde forinden kastet sig over coastalroning, og fik indkøbt coastalbåde, som landede i foråret 2025.
Og da flere tidligere kaproere, der siden fik en stor interesse for coastals, vendte tilbage, fortsatte arbejdet med at introducere andre for coastals - men også at få inkarnerede roere til at prøve denne del af roningen.
Torill & Svend fik en idé
I et samarbejde med Rokreds Sydhavsøerne og Maribo Roklub fik Torill Lindebjerg, tidligere Maribo - nu Nykøbing F., og Svend Petersen, tidl. VM-sølvvinder i LM8+, fra Silkeborg og DSR - men nu Nykøbing F., sat en intro-uge op - hvor folk blev inviteret til introduktion i coastalroning. Det skulle finde sted på Maribo Sø over fire dage. Bag Maribo Roklub er campingpladsen indrettet med et skønt strandområde, og det var perfekt til at entre bådene, komme ud på søen - og lande igen. Den første dag dukkede 20 personer op - heraf flere roere fra Sydhavsøernes klubber.
Sidstedagen i Maribo bød på "rigtigt coastalvejr" sådan at forstå, at Maribo Sø viste tænder - og dermed kunne de nye prøve at føle, hvad det vil sige at blive udfordret med årer og bølgegang. De klarede det med bravour.
Det var en rigtig god idé, Torill Lindbjerg og Svend Petersen fik med disse introdage - og som om at det ikke var nok, så fortsatte de få dage efter med endnu mere coastalroning, idet de inviterede til ungdomstræf på Rokreds Sydhavsøernes skønne Alstrupgrund. Her blev der ikke den helt store tilslutning denne gang - til gengæld fik de tre friske drenge, der mødte frem fra Nykøbing Falster Roklub en uforglemmelig dag med intensiv træning og læring om god teknik i coastalbådene.
Alstrupgrunden er meget velegnet til sådanne træf - og det er flot, at erfarne roere gør alt for at introducere nye til vores skønne sport - herunder coastalroningen, hvor alle kan være med.
RSS-feed