Af Leif Thygesen
Selvom man har fået en hel del livserfaring og har udfordret sig selv adskillige gange, er der ingen grund til at stoppe. Det er ægteparret Søren og Isabella Svejstrup et lyslevende eksempel på. Søren er på vej til 82 år, og Isabella er fem år yngre. Denne sommer tog ægteparret på ferielangtur Sjælland Rundt i en dobbeltcoastal.
Læsere, der har oplevet månelandingen, vil kunne nikke genkendende til navnet Søren Svejstrup. For yngre læsere kan roinfo oplyse, at Søren Svejstrup var dansk mester i udspring i perioden 1960 – 1970. I 1964 repræsenterede Søren Svejstrup Danmark ved De Olympiske Lege i Tokyo i tårnspring. Søren Svejstrup kendes fra TVs transmissioner af DM-udspring og internationale konkurrencer som medkommentator og desuden er Søren og hans hustru kendte som forfattere af rejseartikler i Berlingske før i tiden.
Da Søren fyldte 50 år, tog ægteparret på cykeltur verden rundt på tandem - en tur der tog tre år. Herudover har Søren besteget bjerge i Afrika og Asien samt gennemført adskillige maratonløb – og nu har han så sammen med sin hustru roet Sjælland rundt. “Jeg har haft en drøm om at sætte et punktum for min sportskarriere med denne præstation, og nu er den gået i opfyldelse, ” siger en glad Søren til roinfo.
Turen var egentlig planlagt til at foregå sidste år, men desværre kom vi først afsted i år, da vi blev nødt til at gennemføre turen i egen båd, som først blev leveret i marts i år. Vi anskaffede en specialsyet Coastal Y25. Det var en fornøjelse at handle med Peter Froskov fra Eurow. Peter gjorde alt for at indfri vort ønske om ekstra stuveplads, især til lejrgrej, proviant etc. Båden fungerede perfekt for os. Den er let at trække på land, selv om min kone ikke har de samme kræfter som jeg, og så er der plads nok til personlig bagage. Vi kunne trække på erfaringen fra vores cykeltur, hvad bagage og udstyr angik. Lejrudstyret var stort set det samme. I båden var vores grej stuvet ned i forrummet, mens vi havde hver to – tre kilo tøj i vandtætte poser på bagdækket.
For tredive år siden var det mig, der styrede tandemen, da vi cyklede verden rundt. Men i coastalbåden var det Isabella, der sad etter og bestemte kursen. Det havde jeg nok godt af at opleve. Selvfølgelig kan der opstå små skærmydsler på sådan en tur, men vi har været godt gift i 55 år, og er det stadig, ” fastslår en smilende Søren Svejstrup.
”Vi har bemærket roinfos artikel om Lars Modin og Bo Brodersen fra Kalundborg Roklubs tur om Sjælland ligeledes i dobbeltcoastal. Vi kan nikke genkendende til nogle af problemerne. Samtidigt med at Lars og Bo var blæst inde ved Næstved, blæste vi inde ved Røsnæs. Vi er i øvrigt dybt imponerede af Lars og Bos præstation. Vi var atten dage om turen, og vores længste etape var på 62 kilometer, så de to kalundborgensere har haft mere fart på end os og har nok roet noget længere etaper. Vi vil gerne ønske tillykke med, at de blev de to første til at ro Sjælland rundt i en coastalbåd."
”På turen sov vi langt de fleste nætter på stranden, men vi benyttede også lejligheden til at besøge venner rundt omkring, og det var rigtigt hyggeligt. Det var jo dejligt, når der stod nogen og tog imod én. Og så er det jo en særdeles grøn måde at holde ferie på, og desuden har vi lært meget af turen og fået mange nye gode roerfaringer, ” siger Isabella og Søren. Søren og Isabella har ikke nye planer om langture i coastalbåden, og derfor er båden sat til salg. lthygesen@youmail.dk |