Der var tilmeldt 11 hold til Øresund Maraton lørdag den 29. – søndag den 30. august 2015 ved tilmeldingsfristens udløb. Det er nøjagtig samme antal hold som i 2014 og nok lidt i underkanten af, hvad arrangøren Amager Ro- og Kajakklub kunne ønske sig. Til gengæld fordeler holdene sig lidt bedre end sidste år. Der er mere end et hold i alle klasser, så ingen komme til at ro en guldmedalje hjem på en badebillet.
I kvindeklassen bliver det til en duel mellem de to københavnske hold Roforeningen KVIK og Københavns Roklub. KVIK stiller med Tine Aabye, Susanne Schlie og Dorte Lassen. På holdet er Tine og Dorte gengangere fra det hold, der vandt Jysk Maraton i Vejle i juni måned. KVIK er således sikre på den samlede sejr, hvis man kan gennemføre. I Vejle var KVIK ene tilmeldt i kvindeklassen.
KVIK udfordres af Københavns Roklub ”Smilet”, hvor Vibeke Skousen og Annette Kjærulf Andersen denne gang har slået sig sammen med Mette Bundvad. Der er lagt op til en interessant duel, og roinfo.dk har ikke umiddelbart nogen favorit.
Mænd – Fire hold til start
Hos mændene er fire hold tilmeldt. To hold ARK/KVIK: Richard Naylor, Ask Fuglsang og Jesper Hansen og Præstø Roklub: Jesper Ravnsbjerg Hansen, Jørgen Mortensen og Søren Hansen roede Jysk Maraton. I Vejle vandt ARK/KVIK, mens Præstø Roklub blev nummer to. Der var tale om en forholdsvis sikker sejr til københavnerne, der på den baggrund må påtage sig favoritværdigheden til det samlede uofficielle danmarksmesterskab i maratonroning.
På Øresund kan ARK/KVIK imidlertid vente hård modstand fra Humlebæk: Per Olsen, Jens Jørgen Tramm og Christian Probst. Nordsjællænderne har vist fin form i dette års langdistanceturnering, hvor man har roet i mændenes eliteklasse.
Sidste hold til start er også garvede langdistanceroere. Roklubben Skjold stiller med Anders Christian Larsen, Jacob Krusell og Poul Jensen. Skjold har - som Humlebæk - deltaget i alle fem afdelinger af Langdistanceturneringen, men Skjold har roet i 25-kilometer mix-klassen, hvor man formodentlig bliver placeret på den lidt utaknemmelige plads lige uden for medaljerækken i klassementet.
Med fem tilmeldinger er mix-klassen den bedst besøgte klasse ved Øresund Maraton. Her er roklubben ARA sikre på at vinde det uofficielle danmarksmesterskab, da ARA: Thomas Warmdahl, Berit Frydendal og Bjørn Bisgaard er det eneste hold, der også var til start i Jysk Maraton. Ved den lejlighed blev det til en andenplads efter Vejle. Det var dog en kneben sejr, og ARA tørster nok efter revanche, men det får man ikke chancen for, da Vejle Roklub desværre bliver hjemme.
Den arrangerende klub ARK stiller med Carina Bischoff, Simon Jakobsen og Louise Marie Agger Hansen. Marie Agger var i 2014 med på det ARK-hold, der sluttede som nummer fire i mix-klassen.
”Vendepunktsklubben” – Nivå Roklub – er repræsenteret af May-Britt Greisen, Leif Michael Jensen og Kurt Blasen. Nivågenserne har den fordel, at de en god del af vejen ror på hjemmebane.
Tissø/Kalundborg stiller med Lis Bay, Mette Nissen og Lars Modin. Det nordvestsjællandske trekløver kommer med en frisk rekord i bagagen. Forleden satte Mette Nissen og Lars Modin ny udholdenhedsrekord i antal runder på Tissø med fast styrmand. Rekorden lyder nu på syv omgange – cirka 84 kilometer. Om Lis Bay ved Øresund Maraton får lov til at tilbringe hele løbet på styrmandssædet vides ikke – men mon dog?
Der er styrmandsmøde lørdag den 29. august 2015 klokken 12.00 og første mulighed for at starte er klokken 14.00. Man skal være i mål senest søndag den 30. august 2015 klokken 12.00 for at få registreret en tid. Yderligere oplysning kan findes på http://www.romaraton.dk/
lthygesen@youmail.dk