Status efter dag 3, søndag den 14. april
Bronze W2- og M2-
De to toere leverede varen. Flot roning og medaljer, der vidner om, at danskerne er, hvor de skal være for at kvalificere sig til OL. To gange bronze og dermed må de to danske hold også påtage sig favoritværdigheden, når der skal uddeles OL-pladser. Der er endnu to pladser ledige i begge klasser og Danmark bør få både M2- og W2- med til Paris.
W2- ”taber” til de regerende verdensmestre Holland og nummer fire ved VM Irland, og det må være tilladt. M2- må bøje sig for de regerende verdensmestre fra Schweiz og VM-sølvvinderne, England – det er altså ikke to ”tilfældige” hold, der slår den danske herretoer – det borger for kvalitet, at det lige nu kræver en podieplads ved VM for at ro fra Frederic og Joachim.
W4- nummer fem
Jo, den direkte duel mellem OL-rivalerne, Irland og Danmark, vandt Irland. Men forskellen var 22 hundrededele sekund og dem bør Danmark kunne finde inden den næste og afgørende duel. Men der er ikke råd til flere lige ved og næsten. Hvad der er mest motiverende, at vinde eller at tabe med 22 hundrededele sekund kan vel diskuteres? Den tredje part i konkurrencen om at komme med til OL, Spanien, viste ikke skræmmende form og blev i indledende heat slået af Danmark med næsten tolv sekunder, så måske er der plads til både Irland og Danmark ved OL?
W8+ nummer seks
Den danske kvindeotter indfriede forventningerne og kom i A finalen, hvor det blev til en sjetteplads. Danmark til OL i W8+ ligger ikke lige for, men så længe der er en matematisk mulighed, er der også et håb om det kan lykkes.
M4- nummer 1 i B finalen
Den danske herrefirer fik med sejren i B finalen et lille plaster på såret efter gårsdagens opsamlingshest, hvor der måtte målfoto til for at sende danskerne i B finalen. Fire ud af fem OL-rivaler: Tyskland, Italien, Schweiz og Ukraine gik alle i A finalen, så en direkte sammenligning med de lande vi konkurrerer med om de to sidste OL-pladser blev det desværre ikke til. Det ser svært ud.
De fem danske hold til start er
Kvinder toer. W2-
Kvinder firer. W4-
Mænd toer. M2-
Mænd firer. M4-
Kvinder otter. W8+
Klik på de enkelte hold og læs nærmere om besætning, tilmeldinger, konkurrenter til OL-kvalifikation, indledende heats, resultater og progression. Denne side og de enkelte holds sider opdateres efterhånden, som der foreligger resultater.